Hej alle!
Endnu en gang er der gaaet for lang tid siden sidste indlaeg. Jeg blev (for de af jer, som ikke ved det allerede), som jeg haabede, forflyttet til Addis Ababa og sidder nu ved mit skrivebord og fedter med papirer. Jobbet er ret nemt, og jeg har to timers frokostpause, hvor jeg tager med de andre fra kontoret over og traener og spiser frokot paa en cafe i naerheden. Det er temmeligt langt fra forholdene i Badme, maa man sige.
Jeg er glad for at vaere vaek fra det team site, selvom det ikke var saa slemt der, men der var bare ikke noget at lave i 'byen', og man bliver traet af at koere patruljer, laese boeger, se film og loebe i laengden. Desuden var der minefaren, som er en reel risiko i omraadet. I de tre maaneder, hvor jeg var der, havde vi ikke nogle mineulykker paa denne side af graensen, men der var en lastbil, som ramte en mine i Eritrea lige paa den anden side af graensen fra os.
Desuden var der en mine, som detonerede i juni, lige foer jeg kom til Badme. Det var angiveligt en hyaene, som traadte paa en personnelmine, der var lagt ovenpaa en pansermine, og saa sprang det hele i luften. Hvordan de kunne vide, at det var en hyaene, der traadte paa minen, ved jeg ikke, for efter at have jokket paa 10 kg spraengstof, tror jeg ikke, at der har vaeret meget tilbage af dyret...
Desuden er den vigtige 27. november deadline lige om hjoernet. Paa denne dag vil EEBC (graensedragningskommissionen) erklaere deres graenseforslag, som ingen af parterne er tilfredse med, for gaeldende og indtegne den paa internationale kort. Det er et lidt foelsomt emne, da dette kan vaere med til at oege spaendingerne yderligere. Vi haaber paa det bedste!
Jeg vil slutte nu og koere hjem til min hustru...
Kh Jesper
torsdag den 22. november 2007
fredag den 21. september 2007
Fred Astaire er genfoedt som fugl og danser paa mit tin-tag
Kaere alle!
Det er lang tid siden, at jeg har skrevet noget nyt paa bloggen, saa det er vel paa tide at komme i gang...
Siden sidste indlaeg (der jo var fra Inda Silase; Bryllupsindlaegget herunder er en kopi af mailen, som vi sendte ud efter brylluppet) skrev jeg for 3 maaneder siden, da jeg havde faaet min saakaldte 'posting-ordre', som betoed, at jeg skulle til team sitet i Badme.
Nu er det ved at vaere tid for min naeste posting-ordre, hvor jeg regner med at blive sendt til Addis Ababa, saa jeg kan vaere sammen med Lisbeth, men det kan ogsaa vaere, at jeg bliver sendt til et nyt team site, som i givet fald vil blive mit sidste i denne mission. Jeg har nu vaeret her i over 7 maaneder, og har 5,5 maaneder tilbage.
Hvis jeg ikke kommer til Addis, saa er jeg dog sikker paa, at jeg vil blive forflyttet til et af de mere behagelige team sites, hvor klimaet er koeligere, og civilisationen taettere paa. Saa flytter Lisbeth op til mig, saa vi kan vaere sammen de sidste maaneder.
I Badme sker der ikke saa meget. Landsbyen er meget stille for et saakaldt 'hot'spot' at vaere... hvilket selvfoelgelig er godt. Det vildeste, der er sket i de sidste 3 maaneder, er nok, at jeg fandt en giftig slange, da jeg som vagthavende sov i vores operationsrum. Jeg var staaet op om natten omkrig klokken halv tre, da jeg til min store overraskelse saa en slange bugte sig hen over gulvet i containeren. Den blev dog endnu mere overrasket og skyndte sig at gemme sig under vores server. Jeg hentede en oekse og en skovl for at faa ram paa baestet, men efter en times forgaeves jagt maatte jeg indse, at den nok var for hurtig til, at jeg kunne slaa den ihjel med en tung spade. Og slangen indsaa, at jeg ville blive ved med at proeve at slaa den ihjel, naar den stak sit hovede frem fra sit skjul, saa den bestemte sig for at blive under det skab, hvor den nu gemte sig.
Jeg sad saa resten af natten og kiggede paa nettet for at finde ud af, hvad det var for en slange, og om den var giftig, mens jeg holdt oeje med, om den skulle finde paa at komme frem igen. Det gjorde den ikke, saa naeste morgen, da jeg blev afloest som vagthavende, og de andre var staaet op, fik vi skubbet skabet omkuld og slaaet slangen ihjel.
Vi var fem mand, der under megen raaben paa lige saa mange sprog fik skubbet skabet udenfor paa graesset og fandt ud af, at slangen havde gemt sig i en af skufferne. Den fik vi aabnet med en pind, og saa begyndte Juan, en spansk major, at hamre loes med en oekse ned i skuffen. Nestor havde lige inden erklaeret, at slangen ikke var giftig, fordi den havde en tynd, lang hale. Da han to minutter senere saa hovedet, begyndte han til gengaeld at raabe af sine lungers fulde kraft: It's a COBRA, it's a COBRA!!!
Vi har endnu ikke helt fundet ud af, hvad det var for en slange, men vores lokale tolk siger, at den var giftig. Nu er den i hvert fald doed.
Lige nu er vi kun to mand tilbage paa team sitet, da de andre enten er paa ferie eller paa kursus i Adigrat, saa nu sker der endnu mindre her.
Jeg laeser en del, sidder i solen, loeber, ser fjernsyn og tjekker mails.
Saadan set meget dejligt og afslappende, men den totale mangel paa nogen form for adspredelse i Badme 'by' (ud over lunken oel og ludere) goer det hele lidt kedeligt i laengden.
Heldigvis skal jeg paa ferie om en uge, hvor jeg skal moede Lisbeth og hendes foraeldre i Gondar. De er hernede for at besoege os, og vi skal paa lidt sightseeing i Gondar (den gamle kongeby) og Bahir Dar, der ligger ved Lake Tana, hvor den Blaa Nil har sit udspring. Det bliver helt i top. Desuden skal vi fejre Lisbeths 30 aars foedselsdag den 28. september.
Nok for denne gang. Jeg vil proeve at faa skrevet lidt oftere paa bloggen for fremtiden, men ellers har I jo min email adresse.
Kh Jesper
Det er lang tid siden, at jeg har skrevet noget nyt paa bloggen, saa det er vel paa tide at komme i gang...
Siden sidste indlaeg (der jo var fra Inda Silase; Bryllupsindlaegget herunder er en kopi af mailen, som vi sendte ud efter brylluppet) skrev jeg for 3 maaneder siden, da jeg havde faaet min saakaldte 'posting-ordre', som betoed, at jeg skulle til team sitet i Badme.
Nu er det ved at vaere tid for min naeste posting-ordre, hvor jeg regner med at blive sendt til Addis Ababa, saa jeg kan vaere sammen med Lisbeth, men det kan ogsaa vaere, at jeg bliver sendt til et nyt team site, som i givet fald vil blive mit sidste i denne mission. Jeg har nu vaeret her i over 7 maaneder, og har 5,5 maaneder tilbage.
Hvis jeg ikke kommer til Addis, saa er jeg dog sikker paa, at jeg vil blive forflyttet til et af de mere behagelige team sites, hvor klimaet er koeligere, og civilisationen taettere paa. Saa flytter Lisbeth op til mig, saa vi kan vaere sammen de sidste maaneder.
I Badme sker der ikke saa meget. Landsbyen er meget stille for et saakaldt 'hot'spot' at vaere... hvilket selvfoelgelig er godt. Det vildeste, der er sket i de sidste 3 maaneder, er nok, at jeg fandt en giftig slange, da jeg som vagthavende sov i vores operationsrum. Jeg var staaet op om natten omkrig klokken halv tre, da jeg til min store overraskelse saa en slange bugte sig hen over gulvet i containeren. Den blev dog endnu mere overrasket og skyndte sig at gemme sig under vores server. Jeg hentede en oekse og en skovl for at faa ram paa baestet, men efter en times forgaeves jagt maatte jeg indse, at den nok var for hurtig til, at jeg kunne slaa den ihjel med en tung spade. Og slangen indsaa, at jeg ville blive ved med at proeve at slaa den ihjel, naar den stak sit hovede frem fra sit skjul, saa den bestemte sig for at blive under det skab, hvor den nu gemte sig.
Jeg sad saa resten af natten og kiggede paa nettet for at finde ud af, hvad det var for en slange, og om den var giftig, mens jeg holdt oeje med, om den skulle finde paa at komme frem igen. Det gjorde den ikke, saa naeste morgen, da jeg blev afloest som vagthavende, og de andre var staaet op, fik vi skubbet skabet omkuld og slaaet slangen ihjel.
Vi var fem mand, der under megen raaben paa lige saa mange sprog fik skubbet skabet udenfor paa graesset og fandt ud af, at slangen havde gemt sig i en af skufferne. Den fik vi aabnet med en pind, og saa begyndte Juan, en spansk major, at hamre loes med en oekse ned i skuffen. Nestor havde lige inden erklaeret, at slangen ikke var giftig, fordi den havde en tynd, lang hale. Da han to minutter senere saa hovedet, begyndte han til gengaeld at raabe af sine lungers fulde kraft: It's a COBRA, it's a COBRA!!!
Vi har endnu ikke helt fundet ud af, hvad det var for en slange, men vores lokale tolk siger, at den var giftig. Nu er den i hvert fald doed.
Lige nu er vi kun to mand tilbage paa team sitet, da de andre enten er paa ferie eller paa kursus i Adigrat, saa nu sker der endnu mindre her.
Jeg laeser en del, sidder i solen, loeber, ser fjernsyn og tjekker mails.
Saadan set meget dejligt og afslappende, men den totale mangel paa nogen form for adspredelse i Badme 'by' (ud over lunken oel og ludere) goer det hele lidt kedeligt i laengden.
Heldigvis skal jeg paa ferie om en uge, hvor jeg skal moede Lisbeth og hendes foraeldre i Gondar. De er hernede for at besoege os, og vi skal paa lidt sightseeing i Gondar (den gamle kongeby) og Bahir Dar, der ligger ved Lake Tana, hvor den Blaa Nil har sit udspring. Det bliver helt i top. Desuden skal vi fejre Lisbeths 30 aars foedselsdag den 28. september.
Nok for denne gang. Jeg vil proeve at faa skrevet lidt oftere paa bloggen for fremtiden, men ellers har I jo min email adresse.
Kh Jesper
torsdag den 20. september 2007
lørdag den 28. juli 2007
Kære familie og venner!
Vi har en stor og glædelig nyhed til jer!
Vi er blevet GIFT!
Her.
I Addis Ababa.
Etiopien.
Ceremonien fandt sted tirsdag den 24. juli på Addis rådhus, hvor vi i fire vidners påsyn blev viet til tonerne af etiopisk bryllupsmusik – som lyder ligesom alt andet etiopisk musik– mens vi skrev os ind i Addis Ababas folkeregister.
Men forberedelserne begyndte faktisk allerede i Danmark. Ganske kort før sin afrejse friede Jesper, og vi besluttede at blive gift i Etiopien, hvorefter de praktiske forberedelser kunne begynde. Først måtte Lisbeth hente vores civilstandsattester på Københavns kommune, dernæst skulle de certificeres på Udenrigsministeriet i DK, så skulle de med herned for at blive oversat og underskrevet på den danske ambassade og til sidst certificeres på Udenrigsministeriet igen – denne gang det etiopiske…
Med alle disse papirer i hånden tog vi således på kommunekontoret og blev gift!
Efter vielsen drak vi champagne og spiste bryllupskage her i vores nye hjem i Addis sammen med de fire vidner: Martina, som Lisbeth deler huset med; Elena, Lisbeths italienske veninde fra arbejdet; Alexandar, som er Jespers gode ven og kollega fra Bosnien og Stjepan, ligeledes en ven og kollega fra Bosnien.
Om aftenen tog vi så alene til Hilton, hvor vi havde lejet en suite. Vi spiste en fantastisk middag på hotellets restaurant og drak drinks i baren. Næste dag tog vi på bryllupsrejse på Bishangari Lodge, som ligger ca. 300 km. syd for Addis ved Lake Langano.
Det var et meget romantisk sted, hvor vi i øvrigt var de eneste gæster, så vi fik masser af særbehandling. Bl.a. lavede de meget søde medarbejdere en Honeymoon cake til os. Vi var på trekking i den store skov og prøvede forgæves at spotte hippo’en, som desværre var for doven til at komme op af vandet. Men vi kunne da høre ham pruste fornøjet… Til gengæld så vi adskillige bavianer. Endda meget tæt på. Den sidste morgen blev vi nemlig vækket af en ordentlig baboon, som stod lige uden for vores glasdør og kiggede ind på os!
Fredag den 27. juli tog vi så tilbage til Addis og hentede vores vielsesattest og billederne fra ceremonien. Vielsesattesten er meget fornem og skrevet på både amharigna og engelsk. Nu mangler vi bare at tage den med på det etiopiske udenrigsministerium, den danske ambassade og så til sidst Københavns kommune. Men gift er vi!
Vi holder selvfølgelig en stor fest, når vi kommer hjem, og vi glæder os til at fejre det sammen med jer!
Mange kærlige hilsner
Hr. Hall-Nørregaard og Fru Madsen
Vi har en stor og glædelig nyhed til jer!
Vi er blevet GIFT!
Her.
I Addis Ababa.
Etiopien.
Ceremonien fandt sted tirsdag den 24. juli på Addis rådhus, hvor vi i fire vidners påsyn blev viet til tonerne af etiopisk bryllupsmusik – som lyder ligesom alt andet etiopisk musik– mens vi skrev os ind i Addis Ababas folkeregister.
Men forberedelserne begyndte faktisk allerede i Danmark. Ganske kort før sin afrejse friede Jesper, og vi besluttede at blive gift i Etiopien, hvorefter de praktiske forberedelser kunne begynde. Først måtte Lisbeth hente vores civilstandsattester på Københavns kommune, dernæst skulle de certificeres på Udenrigsministeriet i DK, så skulle de med herned for at blive oversat og underskrevet på den danske ambassade og til sidst certificeres på Udenrigsministeriet igen – denne gang det etiopiske…
Med alle disse papirer i hånden tog vi således på kommunekontoret og blev gift!
Efter vielsen drak vi champagne og spiste bryllupskage her i vores nye hjem i Addis sammen med de fire vidner: Martina, som Lisbeth deler huset med; Elena, Lisbeths italienske veninde fra arbejdet; Alexandar, som er Jespers gode ven og kollega fra Bosnien og Stjepan, ligeledes en ven og kollega fra Bosnien.
Om aftenen tog vi så alene til Hilton, hvor vi havde lejet en suite. Vi spiste en fantastisk middag på hotellets restaurant og drak drinks i baren. Næste dag tog vi på bryllupsrejse på Bishangari Lodge, som ligger ca. 300 km. syd for Addis ved Lake Langano.
Det var et meget romantisk sted, hvor vi i øvrigt var de eneste gæster, så vi fik masser af særbehandling. Bl.a. lavede de meget søde medarbejdere en Honeymoon cake til os. Vi var på trekking i den store skov og prøvede forgæves at spotte hippo’en, som desværre var for doven til at komme op af vandet. Men vi kunne da høre ham pruste fornøjet… Til gengæld så vi adskillige bavianer. Endda meget tæt på. Den sidste morgen blev vi nemlig vækket af en ordentlig baboon, som stod lige uden for vores glasdør og kiggede ind på os!
Fredag den 27. juli tog vi så tilbage til Addis og hentede vores vielsesattest og billederne fra ceremonien. Vielsesattesten er meget fornem og skrevet på både amharigna og engelsk. Nu mangler vi bare at tage den med på det etiopiske udenrigsministerium, den danske ambassade og så til sidst Københavns kommune. Men gift er vi!
Vi holder selvfølgelig en stor fest, når vi kommer hjem, og vi glæder os til at fejre det sammen med jer!
Mange kærlige hilsner
Hr. Hall-Nørregaard og Fru Madsen
torsdag den 14. juni 2007
Inda Silase, 14. juni 2007
Kære alle!
Så kommer der endnu en post på bloggen, fordi jeg nu har fået min nye posting/forflyttelsesordre. Jeg skal til team site Badme, som ligger nordvest for Inda Silase. Det er placeret meget tæt på grænsen, og det ligger lavere end her, så nu skal jeg til at tage mine malariapiller...
I morgen pakker jeg mine ting, og bagefter holder vi en lille fest. Lørdag tager jeg til Addis for at tage imod Lisbeth, og når jeg kommer tilbage den 25. juni, så kører jeg direkte til Badme.
Det bliver rart med lidt luftforandring, selvom TS Badme på amnge måder er et dårligere team site end Inda Silase. Eller i hvert fald er forholdene ikke lige så gode som her. Der er ikke strøm, fordi der ikke nogen landsbyer i nærheden, så generatorerne skal køre i døgndrift. Der er ikke altid badevand, så jeg kommer til at lugte det meste af tiden... Det ligger lidt længere væk fra civile lufthavne, så derfor tager det længere tid at komme på ferie. Og så er der en helvedes masse kryb og insekter. Men ok, selv her i Inda Silase er der kryb. Se bare, hvad jeg fandt på mit badeværelse for et par dage siden:
En ret stor edderkop med lange, behårede ben. Den var på størrelse med bunden af en 1,5 liters flaske. Men nu er den død.
Så, det var alt for denne gang. Jeg har ændret på bloggens indstillinger, så ALLE kan skrive kommentarer uden at logge ind først. Så værsesgo, send en hilsen!
KH Jesper
søndag den 10. juni 2007
Inda Silase, Etiopien, 10. juni 2007
Kære alle!
Det er lang tid siden, at jeg har skrevet en fælles-mail, men det er nu ikke fordi, at der er sket det store.
Livet på team site Inda Silase er blevet hverdag, og selv om der næsten altid er noget at tage sig til (rapporter, der skal skrives, små problemer med el, vand osv.), så føles arbejdsbyrden ikke så tung. Da jeg både var team leader, operationsofficer og informationsofficer på én gang, var der en del arbejde, men nu er alle tilbage fra ferie, og jeg behøver nu kun at bekymre mig om mit eget område.
I dag er det søndag, og jeg har lavet brunch sammen med Rigbe, vores madmor. Pandekager, omelet, banan-mango smoothies, ost og pølse, kaffe osv… The works.
Bagefter har jeg hjulpet den Petri, vores finske kaptajn, med at hugge brænde til vores sauna, som skal indvies i dag. Den finske hær har betalt for at sætte den i stand og sænke loftet, så der kan blive de krævede 80 grader… Der var en kaptajn fra Gambia på besøg forleden, og da han så Petri rode med saunaen, spurgte han, om Petri var ved at bage brød. Da han fik forklaret hele sauna-konceptet, så han dybt, dybt uforstående ud. Han så faktisk ud som om, han syntes at Petri var bindegal. Det er en temmelig almindelig holdning til saunaer hernede…
Vores nepalesiske oberstløjtnant, Pandey, er meget optaget af sin nye satellit-radio-modtager, som han forsøger at få til at virke, så han igen kan høre sit hjemlands vemodige sange. Den virker heldigvis ikke endnu…
For et par dage siden var jeg på markedet med Rigbe for at købe mad ind til næste uge. Vejene mellem boderne på markedet er meget snævre, så man kan kun lige komme igennem med en bil, og da vi ankom, var vejen spærret af en æsel-kærre. Kusken fik flyttet sin vogn ind i en sidegade, og vi kunne køre forbi, men desværre gik æslet i panik og begyndte at bakke ud mod vores bil. Kusken prøvede at stoppe den, men han var ikke stærk nok, og kærren ramte selvfølgelig bildøren. Så måtte der skrives en rapport. Og så gik der tid med det…
Herunder et billede af synderen:
Kære alle!
Det er lang tid siden, at jeg har skrevet en fælles-mail, men det er nu ikke fordi, at der er sket det store.
Livet på team site Inda Silase er blevet hverdag, og selv om der næsten altid er noget at tage sig til (rapporter, der skal skrives, små problemer med el, vand osv.), så føles arbejdsbyrden ikke så tung. Da jeg både var team leader, operationsofficer og informationsofficer på én gang, var der en del arbejde, men nu er alle tilbage fra ferie, og jeg behøver nu kun at bekymre mig om mit eget område.
I dag er det søndag, og jeg har lavet brunch sammen med Rigbe, vores madmor. Pandekager, omelet, banan-mango smoothies, ost og pølse, kaffe osv… The works.
Bagefter har jeg hjulpet den Petri, vores finske kaptajn, med at hugge brænde til vores sauna, som skal indvies i dag. Den finske hær har betalt for at sætte den i stand og sænke loftet, så der kan blive de krævede 80 grader… Der var en kaptajn fra Gambia på besøg forleden, og da han så Petri rode med saunaen, spurgte han, om Petri var ved at bage brød. Da han fik forklaret hele sauna-konceptet, så han dybt, dybt uforstående ud. Han så faktisk ud som om, han syntes at Petri var bindegal. Det er en temmelig almindelig holdning til saunaer hernede…
Vores nepalesiske oberstløjtnant, Pandey, er meget optaget af sin nye satellit-radio-modtager, som han forsøger at få til at virke, så han igen kan høre sit hjemlands vemodige sange. Den virker heldigvis ikke endnu…
For et par dage siden var jeg på markedet med Rigbe for at købe mad ind til næste uge. Vejene mellem boderne på markedet er meget snævre, så man kan kun lige komme igennem med en bil, og da vi ankom, var vejen spærret af en æsel-kærre. Kusken fik flyttet sin vogn ind i en sidegade, og vi kunne køre forbi, men desværre gik æslet i panik og begyndte at bakke ud mod vores bil. Kusken prøvede at stoppe den, men han var ikke stærk nok, og kærren ramte selvfølgelig bildøren. Så måtte der skrives en rapport. Og så gik der tid med det…
Herunder et billede af synderen:
...og et af Rigbe, der køber ind:
Regntiden er for alvor startet, og det regner næsten hver dag her. Regnen starter ud på eftermiddagen og varer et par timer, nogle gange akkompagneret af storm og torden. Den er meget heftig, som I kan se her:
Den gør de i forvejen dårlige veje endnu værre, så om en måned bliver det nok svært at køre her.
For tiden går jeg og venter på min næste ’posting’-ordre, hvor jeg får at vide, hvor jeg skal hen næste gang. Normalt skal man skifte team site hver fjerde måned, og jeg har været her i snart 4 måneder, så det er ved at være tid.
Jeg kommer nok til et af de dårligere team sites, hvor det er varmere; der er flere myg og kryb; hvor der ikke er en landsby i nærheden, hvor man kan købe mad; hvor der ikke er el det meste af tiden; hvor der er mangel på vand osv. Men det går nok, alle de andre, der har været de steder, har jo overlevet, så… Og jeg har sørget for at tage på her, så jeg har noget at tære på, når jeg flytter team site.
Om 6 dage kommer Lisbeth herned, og så skal vi i gang med at finde et hus i Addis. Forhåbentlig kan vi finde noget, som ikke er alt for dyrt, og så krydser vi fingre for, at jeg får en posting til Addis fra oktober måned. Vi får se. Ellers kan jeg holde en uges ferie hver måned, hvor jeg tager til Addis og besøger hende.
Ok, drenge og piger, vi snakkes ved. Hav det godt og pas på jer selv!
Mange kærlige hilsner
Kaptajn Jesper
tirsdag den 8. maj 2007
Inda Silase, 8. maj 2007
Kære alle!
Jeg er nu kommet tilbage fra min første ferie, og det var fantastisk dejligt at være hjemme. Jeg nød det virkelig, selvom ferier jo altid er for korte…
Vel tilbage i Inda Silase blev jeg godt modtaget af mine kolleger og ikke mindst de lokale, som vi har ansat på vores team site. Især var jeg umiddelbart meget smigret over vores rengøringsdames velkomsthilsen:
”Ah, Jesper, welcome back! You look good!”, men desværre varede glæden kort, idet hun tilføjede ”… Fat!”. Jeg vælger at skyde skylden på hendes begrænsede engelskkundskaber. Hun mente selvfølgelig ”fit”…
Livet i Inda Silase er stadig, som det plejer, frikadeller til aftensmad osv… Vi kører vores patruljer, skriver vores rapporter og drikker en øl om aftenen. Dog havde vi besøg af en general fra de etiopiske styrker forleden. Vi havde inviteret ham og et par af hans stabsofficerer til middag for at skabe kontakt til ledelsen af de etiopiske styrker i området. Middagen forløb fint, så det kan være, at han kigger forbi igen, hvem ved.
Vores team leader er taget på ferie i dag, og gamle Hall er blevet tynget med den opgave at være næstkommanderende for team sitet. Det betyder selvfølgelig, at jeg skal tage mig af det hele, da alle ved, at det ikke er chefen, men hans højre hånd, der laver alt arbejdet… Ah, the burden of command…
I virkeligheden er en enhed bestående af FN observatører noget nær den værste enhed, man kan forstille sig, for den består udelukkende af officerer fra kaptajner til oberstløjtnanter, og alle kommer fra forskellige lande. Dette giver to problemer.
For det første ved enhver, at alle officerer ønsker at tage alle beslutninger selv frem for at følge andres beslutninger. Desuden ønsker ingen officerer rent faktisk at føre beslutningen ud i livet selv. Det er jo det, man har folk til!
For det andet er det temmelig svært at arbejde i enheder, der består af folk fra forskellige nationer, da alle lande har hvert deres syn på sagerne og løsningsmodeller…
Men vi har heldigvis et godt team site med nogle gode folk her, så det skal nok gå!
Denne gang skal jeg nok huske at slutte brevet ordentligt af med et ”kærlig hilsen”, så der ikke er nogen, som bliver bekymrede derhjemme, så…
Mange kærlige hilsner
Jesper
Addis Ababa by night:
Kære alle!
Jeg er nu kommet tilbage fra min første ferie, og det var fantastisk dejligt at være hjemme. Jeg nød det virkelig, selvom ferier jo altid er for korte…
Vel tilbage i Inda Silase blev jeg godt modtaget af mine kolleger og ikke mindst de lokale, som vi har ansat på vores team site. Især var jeg umiddelbart meget smigret over vores rengøringsdames velkomsthilsen:
”Ah, Jesper, welcome back! You look good!”, men desværre varede glæden kort, idet hun tilføjede ”… Fat!”. Jeg vælger at skyde skylden på hendes begrænsede engelskkundskaber. Hun mente selvfølgelig ”fit”…
Livet i Inda Silase er stadig, som det plejer, frikadeller til aftensmad osv… Vi kører vores patruljer, skriver vores rapporter og drikker en øl om aftenen. Dog havde vi besøg af en general fra de etiopiske styrker forleden. Vi havde inviteret ham og et par af hans stabsofficerer til middag for at skabe kontakt til ledelsen af de etiopiske styrker i området. Middagen forløb fint, så det kan være, at han kigger forbi igen, hvem ved.
Vores team leader er taget på ferie i dag, og gamle Hall er blevet tynget med den opgave at være næstkommanderende for team sitet. Det betyder selvfølgelig, at jeg skal tage mig af det hele, da alle ved, at det ikke er chefen, men hans højre hånd, der laver alt arbejdet… Ah, the burden of command…
I virkeligheden er en enhed bestående af FN observatører noget nær den værste enhed, man kan forstille sig, for den består udelukkende af officerer fra kaptajner til oberstløjtnanter, og alle kommer fra forskellige lande. Dette giver to problemer.
For det første ved enhver, at alle officerer ønsker at tage alle beslutninger selv frem for at følge andres beslutninger. Desuden ønsker ingen officerer rent faktisk at føre beslutningen ud i livet selv. Det er jo det, man har folk til!
For det andet er det temmelig svært at arbejde i enheder, der består af folk fra forskellige nationer, da alle lande har hvert deres syn på sagerne og løsningsmodeller…
Men vi har heldigvis et godt team site med nogle gode folk her, så det skal nok gå!
Denne gang skal jeg nok huske at slutte brevet ordentligt af med et ”kærlig hilsen”, så der ikke er nogen, som bliver bekymrede derhjemme, så…
Mange kærlige hilsner
Jesper
Addis Ababa by night:
MI-8 helikopter, der fløj mig tilbage til Inda Silase:
onsdag den 21. marts 2007
Flere billeder
Koptiske kirker i Axum:
Der er mange vilde bjerge her:
Og vejene er ret dårlige og meget støvede:
Og der er højt ned nogle gange:
Inda Silase, 21/3 2007
Kære alle!
Beklager meget, at jeg ikke har skrevet før nu, men det har været nogle hektiske dage hernede siden sidst. Søndag for 10 dage siden kørte en af vores observatører en lille dreng ned, og han døde desværre af kvæstelserne. Jeg var patruljeleder og var derfor med som passager i bilen, og vi handlede naturligvis så hurtigt vi kunne og fik drengen på hospitalet i løbet af 10 minutter, men han var blevet ramt i hovedet og kunne ikke reddes. Han stod foran en bus og var derfor skjult af bussen, og han løb direkte ind foran bilen, netop som vi passerede, så der var ikke meget at gøre.
Derfor har vi brugt en del tid på at få denne sag i orden med politi, familien og FN’s sikkerhedsfolk. Heldigvis er der ved at være styr på sagerne igen, men generalen kom flyvende og med ham en masse adjudanter m.m., som jo altid skaber en del postyr.
Bortset fra denne uheldige episode går det ganske fint hernede, og dagene flyver af sted. Om en måned regner jeg med at komme hjem på ferie i 12 dage, da Lisbeth ikke er sikker på, om hun kan blive færdig med specialet inden da. I stedet for at satse på det tager jeg derfor hjem til Danmark for at være sammen med hende.
Der sker selvfølgelig en masse hver dag, men meget af det er almindelige rutineopgaver, som har at gøre med team sitets daglige drift. Der er også stor udskiftning blandt observatørerne her, så tiden går med administration og masser af lange køreture på de elendige etiopiske veje.
Vi har fået hund her, og den lille loppesæk går under navnet Sheba. Der er dog delte meninger om, hvorvidt det er en han- eller en hunhund. Det finder vi vel tids nok ud af… Det bliver heldigvis ikke mit problem, da jeg kun skal være her ca. 3 måneder endnu, før jeg rykker videre.
Kh Jesper
Kære alle!
Beklager meget, at jeg ikke har skrevet før nu, men det har været nogle hektiske dage hernede siden sidst. Søndag for 10 dage siden kørte en af vores observatører en lille dreng ned, og han døde desværre af kvæstelserne. Jeg var patruljeleder og var derfor med som passager i bilen, og vi handlede naturligvis så hurtigt vi kunne og fik drengen på hospitalet i løbet af 10 minutter, men han var blevet ramt i hovedet og kunne ikke reddes. Han stod foran en bus og var derfor skjult af bussen, og han løb direkte ind foran bilen, netop som vi passerede, så der var ikke meget at gøre.
Derfor har vi brugt en del tid på at få denne sag i orden med politi, familien og FN’s sikkerhedsfolk. Heldigvis er der ved at være styr på sagerne igen, men generalen kom flyvende og med ham en masse adjudanter m.m., som jo altid skaber en del postyr.
Bortset fra denne uheldige episode går det ganske fint hernede, og dagene flyver af sted. Om en måned regner jeg med at komme hjem på ferie i 12 dage, da Lisbeth ikke er sikker på, om hun kan blive færdig med specialet inden da. I stedet for at satse på det tager jeg derfor hjem til Danmark for at være sammen med hende.
Der sker selvfølgelig en masse hver dag, men meget af det er almindelige rutineopgaver, som har at gøre med team sitets daglige drift. Der er også stor udskiftning blandt observatørerne her, så tiden går med administration og masser af lange køreture på de elendige etiopiske veje.
Vi har fået hund her, og den lille loppesæk går under navnet Sheba. Der er dog delte meninger om, hvorvidt det er en han- eller en hunhund. Det finder vi vel tids nok ud af… Det bliver heldigvis ikke mit problem, da jeg kun skal være her ca. 3 måneder endnu, før jeg rykker videre.
Kh Jesper
Sådan bor jeg:
Kamel
De meget berømte obelisker, som italienerne stjal under 2. verdenskrig, men har leveret tilbage for nylig. Minder de om et eller andet?
lørdag den 24. februar 2007
Inda Selassie, Etiopien, 24/2 2007
Kære alle!
Jeg håber, at I har det godt i DK på trods af den voldsomme snestorm, som i hvert fald dominerer de danske nyhedssider fuldstændig. Jeg er glad for, at jeg tog af sted for et par uger siden og ikke nu, hvor alle fly bliver forsinkede og aflyst. Dog var jeg ikke helt fri for forsinkelser og problemer, da jeg tog herned, for flyet fra København til Amsterdam var forsinket pga vejret og vinterferien. Da vi (mig og den anden danske officer, der var med samme fly) landede i Schiphool i Holland 30 minutter for sent, skyndte vi os hen til flyet til Addis Ababa. Da vi efter planen kun havde 55 minutter til dette skift, så betød vores forsinkelse, at vi havde temmelig travlt. Jeg ved ikke, hvilket geni, der bookede vores billetter, men vedkommende står ikke øverst på Mensas kandidatliste…
Vi nåede flyet. Bagagen gjorde ikke. Derfor ville de, selvfølgelig, ikke lade os komme om bord, og vi måtte vente i en eller anden lounge fra kl. 11 om formiddagen til kl 20, hvor det næste fly til Addis afgik. Eller skulle være afgået, for da vi sad i flyet og ventede på take-off, fik vi at vide, at der desværre var et problem med flyet, og de ventede på en reservedel. Kl 2330 lettede vi endelig og var i Addis kl. 11 næste formiddag, lokal tid (Etiopien er 2 timer foran os. Eller jer, hedder det vel). Men det lykkedes da. Utroligt nok, så kom der rent faktisk nogen og hentede os i lufthavnen, og vi fik oven i købet al vores bagage med os, selv om Jakobs havde været en tur omkring Stockholm først. Den nåede i øvrigt Addis 4 timer før os…
Jeg håber, at I har det godt i DK på trods af den voldsomme snestorm, som i hvert fald dominerer de danske nyhedssider fuldstændig. Jeg er glad for, at jeg tog af sted for et par uger siden og ikke nu, hvor alle fly bliver forsinkede og aflyst. Dog var jeg ikke helt fri for forsinkelser og problemer, da jeg tog herned, for flyet fra København til Amsterdam var forsinket pga vejret og vinterferien. Da vi (mig og den anden danske officer, der var med samme fly) landede i Schiphool i Holland 30 minutter for sent, skyndte vi os hen til flyet til Addis Ababa. Da vi efter planen kun havde 55 minutter til dette skift, så betød vores forsinkelse, at vi havde temmelig travlt. Jeg ved ikke, hvilket geni, der bookede vores billetter, men vedkommende står ikke øverst på Mensas kandidatliste…
Vi nåede flyet. Bagagen gjorde ikke. Derfor ville de, selvfølgelig, ikke lade os komme om bord, og vi måtte vente i en eller anden lounge fra kl. 11 om formiddagen til kl 20, hvor det næste fly til Addis afgik. Eller skulle være afgået, for da vi sad i flyet og ventede på take-off, fik vi at vide, at der desværre var et problem med flyet, og de ventede på en reservedel. Kl 2330 lettede vi endelig og var i Addis kl. 11 næste formiddag, lokal tid (Etiopien er 2 timer foran os. Eller jer, hedder det vel). Men det lykkedes da. Utroligt nok, så kom der rent faktisk nogen og hentede os i lufthavnen, og vi fik oven i købet al vores bagage med os, selv om Jakobs havde været en tur omkring Stockholm først. Den nåede i øvrigt Addis 4 timer før os…
Addis AbabaDerefter var der ”check-in” i hovedkvarteret (HQ) i Addis, hvor vi de følgende dage gennemgik en del briefinger, nogle tests plus en mængde papirarbejde. ALT skal dokumenteres i hoved og r.. her. Eftersom HQ ligger i en høj bygning med smalle gange og mange trapper, så blev tankerne hurtigt ledt hen på Asterix og Obelix tegnefilmen, hvor de bliver skøre af det romerske bureaukrati. Nå ja, det rigtige HQ ligger i Asmara i Eritrea, men der kan europæere og nordamerikanere ikke komme, fordi præsidenten er XXX en framragene og åblyst læder (Eritreas Censurbureau) XXX og har smidt alle FN-medarbejdere fra disse steder ud. Godt det samme, for efter sigende skulle forholdene være endnu mere primitive på den anden side af grænsen…
Nu sidder jeg i byen Inda Selassie, hvor der er et såkaldt ’team site’, hvor vi for øjeblikket er 8 mand alt. Stjepan (Kroatien), Santiago (Paraguay), Stefan (Bulgarien), Dan (Rumænien), Egor (Rusland), Martina (Sverige), Kjell (Norge) og mig selv. Vi kører patruljer i vores hvide Nissan og Toyota med FNs blå flag vejrende i vinden. Bortset fra at flagene ikke længere er rigtigt blå, men mere støvfarvede og afblegede af solen. Vi kører rundt i vores område og tjekker de Etiopiske enheders placering og antal og rapporterer det videre opad, så UNMEE (United Nations Mission in Ethiopia and Eritrea, altså os) kan danne sig et billede af, om der er ballade under opsejling. Der er nu temmelig stille her i området, fordi det er mest reserveenheder, som ligger her, fordi vi er et stykke fra grænsen, ca. 50 km.
Velkommen, gamle Hall
Træ
Kaptajn
Børn
Jeg er heldigvis et sted med nogle gode folk, og der er relativt meget fritid, for kl. 18 når vi har holdt aftenbriefing, så er der normalt ikke mere arbejde. Så kan man læse bøger, se film, træne eller skrive mails…
Jeg savner jer alle, men har det godt, og jeg skriver snart igen!
Mange kærlige hilsner
Kaptajn Jesper
Jeg savner jer alle, men har det godt, og jeg skriver snart igen!
Mange kærlige hilsner
Kaptajn Jesper
mandag den 12. februar 2007
Forsinket efter 2 timer
Mit fly var forsinket, så nu sidder jeg fast i Amsterdam. Det næste fly går kl. 20, hvilket betyder vi er i Adis mega sent. Well well...
Abonner på:
Opslag (Atom)